Lone Borgen er uddannet på Croydon College of Art i England 1976.
Debuterede samme år på Ceylon Tea i London. I alt otte års ophold i England.
Etablerede eget værksted i Danmark i 1977.
Har fungeret som gæstelærer og foredragsholder på Kolding Kunshåndværkerskole.
Flere studierejser i Europa samt ophold i Mexico 1982-83 og Kenya 1997.

Lone Borgens arbejdsområde omfatter bl.a. vægudsmykninger, fontæner og kandelabre.
Kreerer, med respekt for det klassiske udtryk, nyskabende og avancerede keramiske værker med undertoner af både det postmoderne og det nyfunktionalistiske.

Siden 1978 medlem af Danske Kunsthåndværkere.
Lone Borgen har modtaget legater fra Ole Haslunds Fond (1986) Statens Kunstfond (1977) og Århus Kommune (1997)


Keramik:
Lone Borgen skaber unika-keramik. Hver genstand har sit eget unikke udtryk og findes ikke tilsvarende. Hun kreerer avancerede og nyskabende keramiske værker med undertoner af det postmoderne, men med respekt for det klassiske udtryk. I sine værker forsøger hun således at bygge bro mellem polariteter - mellem det nye og det gamle, mellem kaos og klarhed, mellem drøm og virkelighed. Hun kombinerer stilarter, metoder og materialer på nye, overraskende måder og skaber derved sit eget kunstneriske udtryk. Et udtryk, der blev til som en reaktion på den ensretning, hun mødte blandt keramikere i Danmark, da hun sidst i 70'erne vendte hjem fra et mangeårigt ophold i England.
Lone Borgen laver både brugsting og skulpturel keramik. Det eventyrlige spiller en stor rolle i mange af hendes keramiske værker, og hun ønsker, at hver enkelt genstand kan skabe oplevelser og fortælle historier for betragteren. Hendes brugsting omfatter bl.a. krus, tekander, lysestager, kandelabre, piedestaler, vaser og saltkar. Alle brugsting er godkendt af levnedsmiddelkontrollen.

Maleri:
Lone Borgen har altid malet ved siden af det keramiske arbejde. Men først for fem år siden begyndte hun at sælge sine malerier. I malerierne bygger hun videre på sin viden om lys, skygge, dybde og perspektiv. Hun forsøger at skabe den levende keramiske stoflighed ved at modellere og søge det tredimensionale udtryk. For Lone Borgen er maleriet fordybelse og en kommunikation med sig selv, og hendes stil er derfor eksperimenterende og afsøgende. Malerierne er olie på lærred og kredser ofte om følgende temaer: "kvinden", "kvinden og manden" samt "kvinden og hendes krukker".

Udsmykning:
Lone Borgen kan gennemføre udsmykningsopgaver af meget varieret art. Hun kan stå for både indendørs og udendørs udsmykning tilpasset rammerne og forholdene på det enkelte sted. Hendes store erfaring samt kendskab til metoder og materialer er en vigtig ballast, og hun har et kompetent netværk, som hun kan trække på, når der er tale om større og avancerede opgaver.
Lone Borgen har i samarbejde med indehaver stået for en totaludsmykning af skønhedsklinikken Visage i Århus. Her var der bl.a. tale om vægudsmykninger i form af kalkmalerier og keramiske mosaikker, dekoration af søjler samt udsmykning og indretning med keramisk brugskunst som fx skåle, vaser og lysestager.

Undervisning:
Lone Borgen har undervist sideløbende med sit kunstneriske virke i mange år. Hun har bl.a. været gæstelærer på Kolding Designskole og Skandinavisk Designhøjskole og giver med jævne mellemrum privatundervisning på sit værksted. Lone Borgen underviser bredt i metoder og værktøjer inden for kreativitet, og hun har haft elever på mange forskellige faglige niveauer. Hendes undervisning har et særligt fokus på personlig udvikling gennem kunst og kreativt arbejde.
På sit værksted har Lone Borgen en praktikskole, hvor hun underviser en eller flere praktikanter ad gangen. Praktikanterne er under uddannelse, og til gengæld for undervisning hjælper de med det keramiske arbejde i værkstedet.

Værksted:
Lone Borgens værksted ligger i det historiske og stemningsfulde latinerkvarter i hjertet af Århus. Værkstedet gemmer sig i en baggård og har til huse i en gammel bygning, der tidligere var hestestald. Under bygningen ligger en vikingebrønd, så stedet kan fortælle historier, der går mere end 1000 år tilbage. Lone Borgen har en praktikskole i sit værksted, hvor hun underviser en eller flere praktikanter ad gangen. Der er derfor altid et levende og intenst miljø i de gamle lokaler.
Det er kun muligt at besøge værkstedet efter aftale.

CV

Scroll ned, for at læse hele teksten.